Huslejenævnet er et kommunalt klagenævn, som b.la. kan fastsætte den lovlige leje i lejemål med omkostningsbestemt leje, og altså sætte lejen ned, hvis den er højere end det tilladte.
Er man uenig i huslejenævnets afgørelse, kan denne indbringes for boligretten. Huslejenævnet kan også behandle sager om varmeregnskaber, fraflytning og andre tvister mellem lejer og udlejer.
Sagsbehandlingen ved huslejenævnet er skriftlig, og man har ikke brug for en advokat, men man kan dog med fordel søge rådgivning i en lejerforening.
Er det rimeligt..??
Lejeloven indeholder en række bestemmelser, som er beskyttelsespræceptive (reglerne kan ikke fraviges til skade for lejer).
Ganske som når det gælder forbrugerbeskyttelse, betragter man lejeren som den svage part (da man kan få folk der mangler en bolig til at skrive under på hvad som helst), som man ønsker at beskytte. Derfor kan man i lejeaftalen sagtens lovligt aftale bedre forhold, end dem som lejelovgivningen kræver, men ikke dårligere.
Beskyttelsen minder meget om reklamationsretten på almindelige varer, den er der bare, også selv om man har skrevet under på noget andet. For hvad var beskyttelsen værd, hvis en udlejer kunne kræve, at en lejer fraskrev sig den for at få en lejlighed?
Mon ikke de fleste udlejere kender til disse regler, og derfor har det maksimale indtjeningsgrundlag med i beregningen, når de forhandler pris ved køb af en ejendom, så man ikke kommer til at give mere end ejendommen kan tjene ind?
